En af de ting der optager mig meget er, hvordan de voksnes kultur sætter spor ned i børnenes læringsmiljø og de muligheder det giver eller fratager børnene i deres hverdag. De voksnes kultur sår frø i børnenes fællesskab og relationer og forventninger til hinanden.
Fortællinger og handlinger kommunikerer hele tiden til det enkelte barn, om han eller hun er værd at holde af, værd at være sammen med, værd at lytte til, værd at bruge sin tid på. Vi sår hele tiden frø til, hvordan det enkelte barn opfatter sig selv og opfattes af fællesskabet, hvilket i sidste ende har store implikationer for, hvad barnet går ud i verden med.
Vi er ofte optaget af enten hvordan børnefællesskabet udspiller sig eller hvordan vores samarbejde fungerer, men måske ikke altid opmærksomme på, at de to verdener i høj grad er interaktive og at de voksne både gennem handling, passiv accepteren, forholdemåder, tilstedeværelse og fravær konstant kommunikerer og etablerer sociale spilleregler og fortællinger til og for børnene.
Hvilken betydning får det fx for børnene, når de overværer at en voksen tager et barn i armen og råber af barnet uden at de andre voksne reagerer? Eller omvendt oplever at der er en voksen der kommer en til undsætning i sådanne situationer?
Jeg oplever ofte, at der er en klar opfattelse i personalegruppen af hvem der er dygtige og mindre dygtige til deres virke. Det kan være meget forskelligt, hvad der værdsættes og gøres til genstand for at være dygtig i den enkelte personalegruppe. Nogen gange ses det som dygtigt at møde børnene sensitivt og tage sig god tid. Nogen gange ses det at kunne håndtere børn med vanskeligheder så der bliver ro som dygtigt – uagtet det ikke altid foregår hensigtsmæssigt. Ofte er det ikke diskuteret og reflekteret over, hvad det er der værdsættes som godt og hvornår man fx er en dygtig pædagog, selvom alle måske hver for sig gør sig nogle forestillinger herom – det ligger ofte implicit i handlingerne, gentagelse af mønstre og det der kommunikeres om. Men måske skulle vi engang i mellem have på dagsordenen, hvem vores pædagogiske hverdagshelte er og hvorfor?
For kan man fx med rette påstå at være dygtig og have sit på det rene, hvis episoder som ovenfor , hvor et barn tages i armen og råbes af mens man selv er passivt vidne, forekommer? Er man ikke i lige så høj grad med til at stadfæste, at sådan må det barn gerne behandles? Og overfor børnene, at hvis de voksne må behandle det pågældende barn således, så må børnene også? Også selv om man ellers selv laver nok så mange fine pædagogiske praksisser.
På samme vis har de fortællinger om hinanden og børnene, som vi deler i personalerummet, det med at snige sig med ind i vores handlinger. Hvis vi ofte italesætter en kollega eller et barn som mærkelig, irriterende, sød, sjov, klog etc. så har det det med at blive selvopfyldende, fordi det filter også sniger sig med ind i vores handlinger. Så ligesom vores handlinger kommunikerer noget, så påvirker vores kommunikation og fortællinger også vores handlinger.
I sidste ende har alle i personalegruppen et fælles ansvar for hvad børnene oplever – pædagogikken er ikke bedre end de handlinger og fortællinger vi er sammen om at skabe og fastholde. Det får hver eneste dag betydning for børn som ikke har den valgmulighed at gå, hvis de ikke kan lide at være sammen os eller ikke kan lide den de får lov at være i de fællesskab vi har ansvaret for.
Lige præcis derfor er det usigeligt vigtigt at vi engang i mellem tør gøre oprør og puffe lidt til hinanden, når vi ser og oplever noget, som ikke holder vand, fordi alt hvad vi gør og ikke gør, er med til at så nogle aldeles vigtige frø hos børnene.
Hvilke frø har du sået idag?